Bo på Huset Nyvang

Huset Nyvang er et moderne, demensvenligt plejehjem, som ligger i et roligt kvarter i den nordvestlige del af Randers by.

Huset Nyvang består af 60 plejeboliger fordelt i fire huse. Alle vores beboere er personer med en demensdiagnose eller symptomer, som svarer til det.

En plejebolig på Huset Nyvang er på mange måder som et hvert andet lejemål – blot med den forskel, at der er hjælp og støtte fra fagpersoner lige ved hånden og mulighed for fuld forplejning.

Din hverdag i en plejebolig afhænger meget af, hvordan du gerne vil leve dit liv. Kan du lide at sove længe, læse gode bøger, se TV og få besøg af familien, så kan du stadig gøre det i din plejebolig.

Der er ikke besøgstid i din bolig. Det er dit hjem, og du bestemmer selv, hvornår du vil have besøg, og hvem du vil have besøg af. Vi anbefaler dog, at der ikke er for mange besøg i forbindelse med måltiderne, som foregår kl. 11.30 til 13.00 og kl. 17.30 til 18.30. Desuden anbefaler vi, at besøg primært foregår i egen lejlighed, da andre beboere kan blive forstyrret af for megen aktivitet i fællesrummet.

Som udgangspunkt bestemmer du selv, om du vil spise i din bolig eller i fællesrummet sammen med andre beboere. Du kan også veksle mellem at spise for dig selv og sammen med andre, hvis du har lyst til det. 

Hvis du har lyst, kan du deltage i forskellige aktiviteter med personalet og andre beboere på Huset Nyvang.

Der kan være situationer, hvor en faglig vurdering får indflydelse på, hvordan måltider og aktiviteter afvikles for dig. Det skal altid være til gavn for dig og er afhængig af dit sygdomsforløb.